Skriften

Er det ikke fantastisk? Det I ser på lige her (eller opfatter på andre måder end at se) er en række elektriske impulser, som frembringer en farveforskel - streger - på en lysskærm. Disse tegn kan omsættes til tanker og til lyde, som andre forstår. Dette har mennesket udviklet gennem generationer.
Sproget er opstået gennem "grooming". Grooming er brummelyde, som mennesker (eller vores forfædre, menneskeaber) giver fra sig, når de afsøger hinandens pels eller hår for skadedyr. Ved at differentiere disse lyde, kommunikerer man velbehag, smerte og andre følelser (følelser er forøvrigt også en mærkelig ting - det skal jeg skrive om senere.)
Langt senere i historien ønsker mennesker at bevare noget af denne kommunikation (mennesket har altid overvurderet sin egen betydning og derved frembragt imponerende ting). Man har mejslet tegn i sten. Så blev papyrus opfundet og endnu senere computeren.
Nogle skrifttegn indeholder en større mængde af betydning end dem jeg bruger her. Se bare det kinesiske tegn for krise, som er sammensat af to tegn:

Kommunikation

Jeg forestiller mig, at I, som kommer fra en fjern planet, er encellede levevæsener, som samles til organiserede og handlekraftige organismer, ad hoc, så at sige.
Hvordan foregår det? Er det sådan, at en af jer udsender en elektrisk eller kemisk impuls, som får andre celler til at tilslutte sig? Og hvad er anledningen til, at denne impuls kommer?
Hos os er opverlevelse den vigigste impuls til, at der sker noget. Den enes overlevelse kan sagtens betyde den andens undergang, men det er ikke altid, vi ved det. Menneskeartend overlevelse skyldes blandt andet, at vi dræber og spiser andre arter. Til gengæld producerer vi afføring, som gøder jorden - jorden ernærer planter, dyr spiser planter, og mennesker spiser dyr og planter. Sådan er det i princippet, et økologosk kredsløb.
Men jer: ernærer I jer af sollys eller anden form for energi? Og når I så forbinder jer til organismer, kan I så nøjes med den form for ernæring?
Og når I har forbundet jer, kan I så huske, hvad der skete sidst, I var samlede? Jeg kan ikke forestille mig andet, end at I er både enhed og differentieret, at er ens i visse mængder, og at I alligevel har forskellige funktioner, hvor "noget" modtager impulser udefra, "noget" bearbejder disse impulser til information, og "noget" foretager en handling.
I må i hvert fald være ret intelligente, ellers kunne I ikke læse det her - og så på dansk!

  

Encellet liv?

Jeg forestiller mig, hvoprdan leveformer på en fjern planet i guldlok-zonen ser ud. Normalt forestiller vi mennesker os, at levevæsener dér ligner os. I er måske blå, ligesom i filmen Avatar, I har måske spidse ører eller en anden hud - me3n ligner I os overhovedet?
Og hvad gør vi så, når vi møder jer, og I ser fuldstændig anderledes ud end vi har forestillet os? Mange af os føler fremmedhed, bare den anden har en anden hudfarve eller øjenform. Men har I overhovedet øjne ligesom os?
For at være bedre forberedt til at møde jer, hvis I er helt anderledes, vil jeg forestille mig, at I er encellede levevæsener, som ved kemiske eller andre signaler indgår forbindelse med hinanden og danner komplekse levende systemer, som kan se, føle og tænke. Hvordan kan I så finde ud af at samarbejde i et differentieret system? Organiserer I jer i forskellige funktioner, som I danner ud fra hvordan det gik sidst I skulle danne en helhed? Er der nogen som er mere vigtig end andre?



 Hos os er både det enkelte menneske og det safund, vi tilsammen danner, specialiseret og arbejdsdelt.

Vand

Vi mennesker her på jorden tror, at den væsentligste forudsætning for, at der findes liv på en fjern planet, er vand. Det gør vi, fordi vand er et uundværligt grundlag for vort eget liv. Vi består selv til 98 % af vand, og ca. 75 % af jordens overflade er dækket med vand.
Havene, som vi kalder disse vandområder, er somme steder meget dybe. Vi ved, at der er liv dernede, og vi forestiller os, at dette liv er mere primitivt end vores, men vi kender i grunden lige så lidt til livet dernede i dybet, som vi kender til jer, der kommer fra det ydre rum.

Guldlok zone

Vi kalder det område i det ydre rum, som vi anser for at være beboeligt, for "Guldlok zone" (goldilocks zone på engelsk). Hvorfor gør vi det? Historien om Guldlok er, kort fortalt, at hun går ind i bjørnenes hus og spiser af deres mad, sidder ved deres stole og sover i deres senge. Hun kender dem ikke og hun har ikke spurgt om lov. Da bjørnene kommer hjem, opdager de, at der har været nogen, og finder til sidst guldlok sovende i den mindste bjørns seng. Guldlok vågner, ser bjørnene, gribes af frygt og flygter bort. Hun ser dem aldrig mere.
Hvis I fra det fjerne univers - antageligt en "guldlok-zone" - på besøg i vores hus - planeten jorden - må I helst ikke blive så bange, at vi slet ikke hilser på hinanden.

Dette er begyndelsen på en lang rejse

Kære jer, som kommer fra en fjern verden til vores klode. Jeg henvender mig til jer, fordi jeg er bekymret for, hvad der kan ske, når I engang kommer hertil. De levevæsener, som bebor vores planet, vil måske blive bange for jer, og frygt har affødt mange konflikter og krige i vores historie, hvor store tabstal stiller soørgsmålstegn ved, hvem der egentlig vinder.

Så læs det her først.